Gældende for skoleåret 2011/2012
Almen optræden
Du skal behandle skolens bygninger, udstyr og inventar med respekt, og du skal rydde op efter dig – både i klassen og i andre lokaler, hvor du måtte opholde dig.
Du skal på anmodning fra skolens personale kunne dokumentere, at du er elev på skolen, når du færdes på skolens område.
Kun skolens egne elever har adgang til skolens lokaler.
Afhentning af elever sker altid uden for bygningerne.
Vi forventer, at du på alle måder optræder venligt og høfligt over for skolens medarbejdere, andre elever og gæster, både i den daglige undervisning, i forbindelse med alle aktiviteter og i socialt samvær. Herunder også ved fester på skolen.
Såfremt du optræder truende over for skolens ansatte, elever eller gæster medfører dette midlertidig bortvisning og eventuelt udmeldelse.
Såfremt du optræder voldeligt over for skolens ansatte, elever eller gæster medfører dette udmeldelse.
Trusler og vold bliver meldt til politiet.
Det er ikke tilladt, at nyde alkohol eller andre former for rusmidler på skolen. Overtrædelse medfører midlertidig bortvisning og eventuelt udmeldelse.
Det er ikke tilladt, at være i besiddelse af, eller indtage nogen form for narkotika på skolen. Overtrædelse medfører udmeldelse og eventuelt politianmeldelse.
Det er ikke tilladt at omtale en ansat på BCsyd skriftligt eller oploade et billede uden at have indhentet den ansattes skriftlige tilsagn.
Adfærd i klassen
Du skal altid følge de anvisninger, som underviseren giver. Generelt skal der i klassen og i andre undervisningslokaler være arbejdsro. Såfremt du, trods en tydelig henstilling fra underviseren, ikke følger underviserens anvisninger og forstyrrer undervisningen, må underviseren sende dig ”uden for døren” - og i grovere tilfælde sende dig hjem for resten af dagen. Bliver dette nødvendigt flere gange, informeres erhvervsuddannelseschefen. Efterfølgende vil du blive indkaldt til en samtale med erhvervsuddannelseschefen, fastholdelsesmedarbejderen eller en studievejleder, hvor du vil få at vide, hvad du skal forbedre i din adfærd fremadrettet. Hvis du efter samtalen med erhvervsuddannelseschefen, fastholdelsesmedarbejderen eller en studievejleder, hvor du er blevet bedt om, at forbedre din adfærd, ikke forbedrer din adfærd, får du 1. skriftlige advarsel og en kontrakt. Er du under 18 år sendes advarslen og kontrakten til dine forældre/værge. Kontrakten præciserer, hvordan din adfært på skolen skal være fremadrettet. Bryder du kontrakten, får du 2. skriftlige advarsel og bliver henvist til UU, der vil hjælpe dig med et nyt tilbud, da du ikke længere kan være elev på BCSyd.
Mobiltelefon/Facebook/Youtube og lign.Du må ikke tale i mobiltelefon/ SMS´e i timerne. Du må ikke være på Facebook, eller se og lytte til Youtube i timerne – medmindre andet er aftalt med din underviser. Du må ikke anvende underviserens PC.
Rygning
Der er rygeforbud indendørs på Business College Syd. Du må ryge udendørs i de afmærkede områder, hvor der er opsat askekummer. Ved overtrædelse gives en skriftlig advarsel. 2 skriftlige advarsler medfører udmeldelse af skolen.
Appetitten
Appetitten (kantinen). Du skal selv rydde op efter dig i "Appetitten", inden du forlader den. Det er ikke tilladt at tage service fra kantinen med ud i lokalerne.
Parkering
På Sdr. Landevej er der cykelparkering under halvtaget i gården. Knallerter og motorcykler skal ligeledes parkeres under halvtaget. Biler parkeres på parkeringsområdet. Du må ikke parkere i gården.
Elever, der holder ulovligt, vil få en meddelelse om ulovlig parkering og ved gentagelse, vil det medføre en samtale/skriftlig advarsel.
Bøger
På HG stiller skolen de lærebøger til rådighed, som du skal bruge i undervisningen. Disse skal afleveres i samme stand, som de er udleveret. Hvis bøgerne ikke afleveres, eller ødelægges, skal du erstatte bøgerne.
Mødepligt
Der er mødepligt til undervisningen på HG og til fællesarrangementer, der træder i stedet for undervisning.
Mødetidspunkt
Du skal være i undervisningslokalet ved lektionens begyndelse. Din underviser fører protokol ved undervisningslektionens start. Er du ikke tilstede, når din underviser fører protokol, får du fravær for hele lektionen.
Sygdom
Hvis du bliver syg, skal du meddele skolen dette i Elevplan - inden kl. 09.00 - den morgen, hvor du er syg. Du kan også give besked via SMS ved at sende "bcsyd (fraværsbesked)" til 1204. Dette kræver, at du har opgivet dit mobilnummer i Elevplan.Er du syg i længere tid, skal du meddele skolen dette telefonisk.
Fravær – hvad sker der?
Du kan selv kontrollere dit fravær i ”Elevplan”, ligesom du er velkommen til at spørge din kontaktlærer, hvis du er i tvivl.
Hvis du har mere end 10 % fravær vil skolen informere dig og/eller dine forældre/værge - hvis du er under 18 år - om, at du skal nedbringe dit fravær.
Hvis fraværet efterfølgende fortsætter, indkalder skolen dig og/eller dine forældre/værge - hvis du er under 18 år - til en samtale med din studievejleder eller fastholdelsesmedarbejderen.
Der vil efterfølgende kunne ske følgende:
I aftaler, hvad der skal til, for at fraværet nedbringes.
Studievejlederen eller fastholdelsesmedarbejderen beder om en friattest, som dokumentation for sygdom.
Studievejlederen eller fastholdelsesmedarbejderen vurderer, om der skal sættes studiestøtte i værk.
Studievejlederen eller fastholdelsesmedarbejderen vurderer, om UU skal involveres.
Forbedres dit fravær efterfølgende ikke, som aftalt, får du en skriftlig advarsel og du skal muligvis gå semesteret om, eller skolen vil bede UU finde en anden uddannelsesinstitution/-mulighed til dig. Dette vurderes individuelt, og især karakterer og din øvrige adfærd tages i betragtning, når beslutningen skal træffes.
Skriftlige opgaver
Du skal aflevere skriftlige opgaver og deltage i projektarbejde.
Stop af uddannelsesstøtte (SU)
Du skal være studieaktiv, for at kunne modtage SU. Har du for meget fravær til at blive betragtet som studieaktiv, vil du få en anvisning om, hvad du skal gøre, for at bibeholde din SU. Følger du ikke denne anvisning, vil din SU blive stoppet. SU´en kan først genstartes, når du i en aftalt periode atter har været studieaktiv. Hvis du, når du fylder 18 år, ønsker at søge/modtage SU, skal du være studieaktiv på det tidspunkt, du søger, for at kunne få SU.
Udmeldelsen af skolen
Forsømmer du undervisningen i længere tid og skolen forgæves har forsøgt at komme i kontakt med dig, betragter vi dig som udmeldt. Du modtager besked om udmeldelsen via brev. Er du under 18 år, sender vi kopi af brevet til dine forældre/din værge.
Hvis du efter en mundtlig advarsel fra en af skolens ansatte igen overtræder en af skolens ordensregler, medfører det en skriftlig advarsel.