Udbudspolitik

Hvad gør og vil Business College Syd (BCSyd) gøre for at opfange det lokale og regionale arbejdsmarkeds behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse?
 
Kursus- og efter-/videreuddannelsesafdelingen ved BCSyd har et naturligt marked i Sønderborg kommune og dele af Aabenraa kommune. Markedsområdet er kendetegnet ved mange små og mellemstore, og enkelte store produktions- og servicevirksomheder, offentlig administration og andre offentlige virksomheder.
 
Videre- og efteruddannelsesaktiviteter omfatter:

  • arbejdsmarkedsuddannelser
  • åben uddannelse
  • akademiuddannelsen
  • akademimerkonom
  • konsulent- og andre serviceydelser
  • indtægtsdækket virksomhed

Kursusafdelingen afdækker virksomhedernes behov for uddannelse og kompetenceudvikling gennem en række kontakter og personligt opsøgende arbejde via vores uddannelseskonsulenter. Uddannelseskonsulenterne deltager i forskellige erhvervsfora og konferencer arrangeret af fx brancheforeninger og større virksomheder. Vore uddannelseskonsulenter besøger også virksomheder efter aftale eller opfordring fra virksomhederne.
 
I samarbejde med lokale og regionale virksomheder analyserer vi i fællesskab og individuelt virksomhedernes fremtidige behov for videre- og efteruddannelse. I dette samarbejde har vi både mulighed for at afdække behov her og nu og på længere sigt, hvilket giver mulighed for netop at udbyde de kurser som det lokale marked efterspørger.
 
Vores kunder i området spænder størrelsesmæssigt fra små til mellemstore og til enkelte helt store virksomheder. På denne måde tilgodeser vi ikke én bestemt virksomhedsstørrelse, men vi kan prioritere kurserne i forhold til den aktuelle arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsespolitiske situation i området og på landsplan.
 
Herudover har vi løbende kontakt med virksomhederne på vore hovedforløbsuddannelser, hvor vi i dialogen med virksomhederne både opfanger behov og udviklingsområder.
 
Netop ovenstående tiltag har vi haft gode erfaringer med de sidste år, hvor vi er kommet tættere i dialog med vores marked og dermed kunder, hvilket afspejler sig i en målrettet efteruddannelse af virksomhedernes medarbejdere.
 
Som lokal og regional uddannelsesinstitution er vi bevidst om de opgaver og det ansvar, som netop ligger i denne rolle. Med baggrund i vores kernekompetencer og udbud ved vi, at prioriteringen af kunderne er endnu mere central. Derfor er det vigtigt i vores kommunikation og markedsføring  - med udgangspunkt i kursus-produktet - præcist at informere kunden om, hvornår man bør vælge en anden uddannelsesinstitution frem for netop vores. Derfor har vi prioriteret at kunne tilbyde kunderne konsulentbistand i denne proces, som er afgørende for vores kvalitet og dermed AMU-kvaliteten på længere sigt.
 
Som udgangspunkt kan dette samarbejde med virksomhederne være ad hoc præget, hvor virksomheden har et her og nu behov for uddannelse. Vi har oplevet at dette samarbejde på sigt udvikler sig til et mere forpligtende samarbejde. Vores praksisnære indsats bliver således ofte i høj grad bedømt på vores evne til at løse specifikke problemer ved at kunne identificere dels behovene i virksomhederne, dels medarbejdernes forudsætninger og derudfra tilrettelægge et målrettet forløb.
  
Vores synlighed og tilstedeværelse i markedet er således baseret på  opsøgende kontakter og kontakten til deltagernes virksomheder. Vi markedsfører alle produkter gennem målrettede medier i forhold til målgruppen, og prioriterer samtidigt at kontakte kunderne direkte. Denne kontakt sker ofte med baggrund i henvisninger fra nuværende kunder, invitation til projektdeltagelse, opsøgende kontakt og dagspressen.
 
I 2007 har vi gennem et nyt samarbejde med de sønderjyske uddannelsesinstitutioner fået udvidet vores muligheder for at komme i dialog med virksomhederne. Samarbejdet ”Kompetencer Nu” er en del af en ny landsdækkende indsats, der skal styrke rådgivning og vejledning af virksomheder og deres kortuddannede medarbejdere. Der er i alt etableret 22 nye voksenvejledningsnetværk på landsplan.

Én indgang til efteruddannelse efterlyses ofte af mange virksomheder. Det ønske efterkommes nu i dette nye og stærke samarbejde mellem Business College Syd, EUC Syd, Gråsten Landbrugsskole, International Business College (Aabenraa), Tønder Handelsskole, SOSU Syd, Haderslev Handelsskole og VUC Sønderjylland. Et samlet korps af 15 uddannelseskonsulenter står fremover til rådighed for virksomhederne og deres medarbejdere.

I ”Kompetencer Nu” tilbydes vejledning og rådgivning på følgende områder:

  • Individuel kompetenceafklaring og uddannelsesplanlægning
  • Uddannelse af medarbejdere med læse-/stave og regneproblemer, samt ordblinde
  • Uddannelse af medarbejdere i almene fag og indenfor arbejdsmarkedsuddannelserne 
  • Dannelse af netværk mellem relevante virksomheder
  • Uddannelse af virksomhedsambassadørkorps i virksomheder

Hvad mener vi selv, at vi er særlig god til, dvs. hvad er spydspids- eller kernekompetencen, og hvordan agter vi konkret at udnytte dette?
 

Spidskompetencer
 
BCSYD har spidskompetencer inden for følgende FKB’er:

  • Ledelse
  • IKT administration og vedligeholdelse
  • Administration
  • Handel og logistik
  • Detailhandel

Disse spidskompetencer er både historisk og efterspørgselsbetinget, hvilket gør, at vi er ekstra opmærksomme på netop at afspejle markedets behov og ikke skolens historie.
 
Derfor benytter vi, som tidligere beskrevet, vores erfaring med dialog og udvikling sammen med vores kunder og deltagernes virksomheder, hvilket er vores pejlemærke for markedet og dermed en indikator for kursussammensætning og behov. Virksomhederne præsenteres løbende for amu-kursernes indhold, mål og muligheder.


Kvalitetssikring 
Vi kvalitetssikrer amu-kurserne ved at arbejde systematisk med kvalitet og inddrage deltagere og virksomheder i måling og evaluering af indsatsen.


Ud over den løbende bedømmelse supplerer vi med evalueringer af metoder og materialer på kurserne.
 
Hvilke aktiviteter vil BCSyd prioritere, hvis BCSyds budgetmålsønske eksempelvis ikke kan opfyldes fuldt ud?
 
Vores ansvar i amu-sammenhæng bliver særlig synlig i forbindelse med samspillet med virksomhederne. Dette samspil mellem virksomhederne og os som uddannelsesinstitution er en forudsætning for at realisere intentionerne om et mere fleksibelt og dynamisk udbud. Denne fleksibilitet ser vi som en sikring i forhold til virksomhederne, idet vi således har mulighed for at imødekomme en række ønsker fra virksomhedernes side om fleksibilitet i afholdelsen.
 
Med baggrund i vores lokale og regionale opgaver har samarbejdet med virksomhederne generelt udviklet sig til forpligtende samarbejder – dvs. længerevarende karakter, hvor vi har en løbende dialog om uddannelsesbehov og uddannelsernes indhold. BCSyd er ofte inddraget i behovsafklaringen af medarbejderne og også i virksomhedens uddannelsesplanlægning.
 
I disse samarbejder med virksomhederne har uddannelseskonsulenten en personlig kontakt til virksomhederne og er bekendt med daglige arbejdsgange og arbejdspladskulturen. Dette er med til at give mulighed for at tilrettelægge forløb, som inddrager den uformelle læring på virksomhederne.
 
Med baggrund i netop disse tætte relationer er vi tæt på virksomhedernes interne uddannelsesplanlægning og får derigennem en realistisk vurdering af det kommende års kursusbehov og vores prioritering af virksomhederne.
 
I en prioriteringssituation vil følgende være rækkefølgen:

  1. Lokale kunder inden for den primære amu-målgruppe. Primært små og mellemstore virksomheder, både offentlige og private med udgangspunkt i en samlet strategisk planlagt videre- og efteruddannelse for virksomheden som helhed. Det kunne fx være produktionsvirksomheder,  som i stigende grad skal imødegå konkurrence fra større og større enheder og/eller udlandet.
      
  2. Regionale kunder inden for den primære amu-målgruppe. Primært små og mellemstore virksomheder, hvor den regionale udvikling kræver videre- og efteruddannelse af medarbejderne i forhold til netop regionale forandringer/betingelser.

Er der helt særlige forhold, der gør sig gældende på det lokale/regionale arbejdsmarked, og som helt ekstraordinært kræver en specifik eller målrettet efteruddannelsesindsats? Herunder f.eks. det lokale/regionale arbejdsmarkeds karakteristika og særpræg, så som særlige brancher, flaskehalssituationer m.v.?

Erhvervsstrukturen i det sønderjyske område er karakteriseret ved, at der ud af godt 13.000 private og offentlige arbejdssteder kun er ca. 350 med flere end 50 ansatte. Af disse igen har ca. 140 virksomheder mere end 100 ansatte. Langt de fleste virksomheder er således små virksomheder.

Antallet af beskæftigede i industri og håndværk er relativt set højere end landsgennemsnittet, hvilket samtidig afspejler arbejdsstyrkens uddannelsesniveau med en overrepræsentation af faglærte og ufaglærte medarbejdere. Globaliseringen har og vil medføre, at løntunge og kompetencelette arbejdspladser flytter til udlandet.

En positiv erhvervsudvikling kræver udvikling og udbygning af flere kompetence- og videnstunge arbejdspladser bl.a. i form af service- og innovative virksomheder. Det forudsætter ikke alene, at man kan tiltrække uddannet arbejdskraft, men også en styrket efter- og videreuddannelsesindsats i området.

BCSyd ligger i en grænseregion med et åbent arbejdsmarked, der tiltrækker arbejdskraft fra specielt Tyskland, men nu også Polen. Virksomhederne har behov for kvalificering af den udenlandske arbejdskraft med henblik på at denne kan matche dansk standard i forhold til sproglige og faglige kvalifikationer. Denne specielle erhvervsproblematik i landsdelen kræver således voksenuddannelsesinstitutionernes og deres opsøgende konsulenters ekstraordinære opmærksomhed med henblik på at kunne yde uddannelsestilbud, der matcher virksomhedernes specielle behov.

Hvilken aktivitetsudvikling forventer vi ud fra aktiviteten i 2008 og forventningerne til 2009?
 
Med baggrund i erfaringerne for 2008 og vores tætte dialog med virksomhederne forventer vi at få brug for en ramme på 
4.500.000
kr.
  
Hvordan vil vi sikre virksomhedernes mulighed for at opkvalificere sine medarbejdere gennem hele året hos både de store virksomheder med langsigtet uddannelsesplanlægning, men også hos de små og mellemstore virksomheder med mere ad hoc prægede uddannelsesbehov?
 
Samarbejdet i ”Kompetencer Nu” med uddannelsesinstitutionerne i det sønderjyske område giver mulighed for at tilbyde virksomhederne ikke kun hele uddannelsespaletten men også at tilgodese de forskellige virksomheders behov for både langsigtet uddannelsesplanlægning og ad hoc præget efter- og videreuddannelse uden at blive tvunget til en prioritering af virksomhederne.


Udliciteringspolitik
Når BCSyd samarbejder med private kursusvirksomheder om tilskudsberettiget voksen- og efteruddanelse (AMU) anvendes to samarbejdsmodeller:

  1. Timelæreransættelse af ekstern konsulent til gennemførelse af undervisning
  2. Udlicitering

Ved udliciteringsopgaver følger BCSyd retningslinierne i undervisningsministeriets standardkontrakt til udlicitering, som gengives i det følgende:


1. Hvad går aftalen ud på
Formålet med denne aftale er, at kursusvirksomheden som underleverandør til skolen inden for et på forhånd fastlagt rammebeløb i punkt 9 kan tilbyde og selvstændigt gennemføre uddannelser over for virksomheder, organisationer m.v. inden for de arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, som Undervisningsministeriet har godkendt skolen til at udbyde.


2. Love og bekendtgørelser
Udbud, markedsføring og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser skal ske inden for rammerne af den til enhver tid gældende regulering herfor, som i dag bl.a. udgøres af:

  • Lovbekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003 om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
  • Lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
  • Bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
  • Vejledning nr. 9250 af 24. maj 2005 om bekendtgørelse nr. 145 af 9. marts 2005 om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
  • Bekendtgørelse nr. 806 af 29. juni 2007 om ændring af bekendtgørelse om fælles kompetencebeskrivelser for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og om arbejdsmarkedsuddannelser.

Herudover er kursusvirksomheden forpligtet til at overholde andre relevante myndighedskrav og gældende arbejdsmiljøregler.

Det bemærkes, at de økonomiske vilkår for arbejdsmarkedsuddannelserne er en fast størrelse, som indebærer, at tilskuddet for uddannelsesydelsen og en deltagerbetaling er fastsat på forhånd gennem politisk fastsatte rammer i et takstsystem. Deltagerbetalingens størrelse for de enkelte uddannelsesaktiviteter fremgår af et takstkatalog, som er offentliggjort på Undervisningsministeriets hjemmeside ” www.uvm.dk /takst”. Det betyder, at kursusvirksomheden i intet tilfælde i forbindelse med markedsføring og salg af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser må operere med salg af ekstra ydelser, som deltagere og virksomheder skal betale ekstra for, såsom betaling for ekstra instruktør, individuel coaching m.v.


3. Samarbejdet - hvem gør hvad
I forbindelse med gennemførelse af uddannelserne forestår kursusvirksomheden følgende arbejdsopgaver:

  • Vejledning og bistand ved faglig visitering til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser.
  • Håndtering af tilmeldingsblanketter.
  • Vejledning og rådgivning af deltagere om voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse.
  • Sikring af, at kursusfaciliteter ved virksomhedsforlagt undervisning er i orden.
  • Fremsendelse af deltagerliste med navn, cpr. nr. og virksomhedsoplysninger til skolen.
  • Information til skolen om de konkrete planlagte aktiviteter, herunder om tid og sted for afholdelsen, aktivitetens navn, uddannelseskode, afholdelsesform m.v. så oplysningerne i tide kan komme på skolens hjemmeside.
  • Sikring af, at skolen på forhånd har godkendt kursusvirksomhedens anvendte undervisere.
  • Undervisning.
  • Føring af mødeprotokol (som afleveres til skolen efter uddannelsens afslutning).
  • Bistand til vurdering af om deltagerne har nået det fastsatte mål i uddannelsen, og  udlevering af arbejdsmarkedsuddannelsesbevis/enkeltfagsbevis til de deltagere, der har nået målet, efter skolen har udstedt bevis.
  • Evaluering, jf. de systemfælles redskaber ”viskvalitet.dk”.
  • Samt øvrige opgaver i tilknytning til de opgaver, der er anført ovenfor, og som ikke skal varetages af skolen.

Skolen leverer følgende ydelser i samarbejdet:

  • Godkendelse af kursusvirksomhedens undervisere.
  • Sikring af undervisningens indhold og kvalitet, herunder den pædagogiske kvalitet.
  • Levering af tilmeldingsblanketter til kursusvirksomheden.
  • Tjek af visitering til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag.
  • Offentliggørelse af planlagte aktiviteter på skolens hjemmeside og indberetning til Vidar.
  • Oprettelse og administration af uddannelse og deltagere i EASY-A.
  • Opkrævning af deltagerbetaling.
  • Fremsendelse af skemaer til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse til kursusvirksomheden.
  • Sagsbehandling af tilskud til befordring, kost og logi.
  • Vejledning og rådgivning af kursusvirksomheden ved spørgsmål om voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse.
  • Attestation af bevillinger til voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse.
  • Skolen skal godkende undervisningsmateriale og udstyr, som kursusvirksomheden anvender.
  • Udstedelse af arbejdsmarkedsuddannelsesbevis/enkeltfagsbevis.
  • Aktivitetsindberetning til Undervisningsministeriet.
  • Samt øvrige opgaver i tilknytning til de opgaver, der er anført ovenfor, og som ikke skal varetages af kursusvirksomheden.


4. Ledelse og ansvar
Skolen har i forhold til Undervisningsministeriet det overordnede ansvar for undervisningens faglige indhold, uddannelsernes gennemførelse og at deltagerne har nået målet for uddannelsen.

Kursusvirksomheden er  ansvarlig over for skolen og indestår for, at uddannelserne gennemføres således, at de opfylder de krav til indhold, gennemførelse og målkrav til deltagerne, som skolen er forpligtet til at opfylde over for Undervisningsministeriet.

Kursusvirksomheden påser, at de fysiske rammer for gennemførelsen af uddannelserne er i orden og deltager aktivt i den praktiske gennemførelse af uddannelsen.

Skolen fører tilsyn, f.eks. ved anmeldt eller uanmeldt besøg, med, om kursusvirksomheden gennemfører uddannelserne i overensstemmelse med uddannelsernes handlingsorienterede målformulering samt de øvrige krav, der stilles til kursusvirksomheden under nærværende aftale. I forbindelse med tilsynet kan skolen overvære dele af eller hele undervisningen.

Kursusvirksomheden skal på skolens anmodning give skolen tilstrækkelige oplysninger til, at skolen kan påse, at kursusvirksomheden gennemfører opgaverne omfattet af aftalen korrekt.

Tilbageholder Undervisningsministeriet tilskud til skolen på grund af forhold, som kan lastes kursusvirksomheden, nedsættes kursusvirksomhedens krav på vederlag med et beløb svarende til det tilbageholdte tilskud.

Hvis Undervisningsministeriet søger et udbetalt tilskud tilbagebetalt, og dette kan lastes kursusvirksomheden, har skolen regres over for kursusvirksomheden for det tilbagebetalte tilskud.

Skolen kan modregne skolens regreskrav i kursusvirksomhedens krav på vederlag.

Begge parter i denne aftale er erstatningsansvarlige i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler.


5. Målgrupper
Uddannelser inden for arbejdsmarkedsuddannelsesområdet retter sig altid mod medarbejdere, der tilhører arbejdsmarkedsuddannelsernes udviklingsmålgruppe – ufaglærte og faglærte.


6. Markedsføring
Skolen er forpligtet til løbende at sikre sig faktisk og direkte indseende med form og indhold i den af kursusvirksomheden anvendte markedsføring. Der betyder,

  • at kursusvirksomheden alene må anvende markedsføringsmateriale om uddannelserne, som skolen på forhånd har godkendt.
  • at det altid skal fremgå af markedsføringsmaterialet, at uddannelsen gennemføres i et samarbejde med skolen.

Aftalens parter er gensidigt forpligtet til at orientere den anden part om såvel mundtlige som skriftlige præsentationer inden for uddannelserme.


7. Aftalens geografiske dækningsområde
Kursusvirksomhedens tiltag inden for markedsføring af uddannelserne er afgrænset til skolens naturlige geografiske dækningsområde, idet udliciteringen ikke må være til gene for andre godkendte udbydere i området.

Skolen definerer det geografiske område til hver enkelt uddannelse, som kursusvirksomheden må operere inden for.


8. Økonomi
Kursusvirksomheden er pr. kursusdeltager/pr. uddannelse berettiget til et vederlag i henhold til statens takster.

I kursusvirksomhedens vederlag indgår alle kursusvirksomhedens omkostninger, herunder udgifter til undervisningsmateriale, udstyr m.v.

Virksomheden/deltagerne kan af kursusvirksomheden ikke pålægges deltagerbetaling eller betaling for undervisningsmaterialer, udstyr m.v.

Kursusvirksomheden kan fakturere skolen med betalingsbetingelser 14 dage netto.


9. Aftale om økonomisk dispositionsramme
For året ….. afsætter skolen kr. ….. til gennemførelse af uddannelser i henhold til denne udliciteringsaftale.

Dispositionsramme for kommende år aftales mellem parterne inden 1. januar.


10. Forvaltningsretlige krav
Kursusvirksomheden har pligt til at overholde de almindelige forvaltningsretlige regler, der gælder for offentlige myndigheder, herunder reglerne om saglighed og lighed ved varetagelse af de opgaver, kursusvirksomheden skal udføre under aftalen.

Kursusvirksomheden skal videregive enhver oplysning, som er af betydning for skolens myndighedsudøvelse.


11. Opsigelse og ophævelse
Denne udliciteringsaftale er gældende til og med året ….

Skolen kan opsige aftalen uden varsel i tilfælde af, at Undervisningsministeriets forudsætninger ændres (f.eks. udbudsretten mm.).

Begge parter er berettiget til at ophæve aftalen uden varsel, såfremt der foreligger misligholdelse af aftalens forpligtelser. Denne ret tilkommer også en part, såfremt den anden part foretager handlinger, som er i strid med gældende regler inden for arbejdsmarkedsuddannelsesområdet eller er i strid med intentionen med denne aftale om udlicitering.

Skolen er desuden berettiget til at hæve aftalen, såfremt kursusvirksomheden ophører med den virksomhed, som aftalen vedrører, eller der indtræder andre omstændigheder, der bringer rette opfyldelse af aftalen i fare.

Skolen er forpligtet til løbende at informere kursusvirksomheden om fremtidige ændringer, der kan få betydning for denne udliciteringsaftale.

Denne aftale kan altid af begge parter opsiges med 3 måneders varsel.