Nyheder
På forkant med ny teknologi

På forkant med ny teknologi

Projektet, kaldet ARducation, foregår bl.a. på Business College Syd, hvor det er meningen, at elever - lige fra grundskoleelever på brobygning til elever på Det Blå Gymnasium, EUD & EUX Business og hovedforløb - skal deltage og lære den nye teknologi at kende.

Eleverne skal arbejde med den nye teknologi og på den måde bruge og udvikle deres it-kompetencer. Det er dog ikke kun i it-fagene, at AR kan bruges. Undervisere i flere fag skal også lære mere om teknologien, så den kan bruges både tværfagligt og i fag som innovation og afsætning. Produkter, som kan udvikles med den nye teknologi, skal naturligvis også omsættes til at blive en god forretning.

AR betyder en forstærket virkelighed, og teknologien kendes måske bedst fra Pokemon GO, hvor der er lagt et lag med grafik oven på virkeligheden. Med AR kan du fx via en app på din smartphone eksperimentere med, hvordan en ny sofa vil se ud i dit eget hjem, eller hvordan din stue ser ud med en anden farve på væggene.

På Det Blå Gymnasium møder elever på introkurser i foråret 2020 AR som et element i de businessfaglige fag. De kommer til at afprøve apps, hvor de skal komme med ideer til, hvor teknologien kan anvendes. Senere vil brobygningselever og elever på Det Blå Gymnasium og EUD & EUX Business og hovedforløb lære relevant programmering.

”Med AR i undervisningen tilegner eleverne sig flere digitale kompetencer, og det giver forhåbentlig eleverne en større interesse for digitalisering og ny teknologi, som også kan få betydning for deres fremtidige studievalg, uanset om det er ved valg af ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse” udtaler Dorthe Milling Stjernholm, der er rektor på Det Blå Gymnasium.

Faktaboks om AR-teknologien

ARducation foregår i Sønderborg, Svendborg og på Vestfyn, og er understøttet af Syddansk Universitet i Odense. Der er ambition om at udbrede projektets resultater først og fremmest i hele Region Syddanmark og så vidt muligt i resten af Danmark.

ARducation støttes med et tilskud fra Region Syddanmark på 2.9 mio. kr. Projektet gennemføres i perioden januar 2020 til juni 2022, og styres fra Handelsgymnasiet Vestfyn.

Det er nyt at bringe AR ind på grundskolen og i ungdomsuddannelserne. AR-teknologien udvider eller forstærker virkeligheden, men erstatter den ikke ligesom i virtuel reality. Der lægges et virtuelt lag hen over virkeligheden, bestående af grafiske elementer.

Tilmeld dig Nyhedsbrevet


* skal udfyldes